En tidligere kok fra Nordkorea løfter sløret for, at Nordkoreas leder, Kim Jong-un, lider af massive vægtproblemer, på grund af en stor forkærlighed for lækker mad og masser af champagne.

Når der slipper billeder ud fra Nordkorea, så ser lederen Kim Jong-un ikke ligefrem ud til at mangle mad. Det har fået flere til at bekymre sig omkring hans helbred og livsstil.

Kenji Fujimoto arbejdede i 2002 som sushi-kok for Kim Jong-uns afdøde far, Kim Jong-il, og han fortæller nu om et massivt alkoholforbrug og hang til lækre bøffer og kalorieholdig emmentaler.

»Jeg plejede at lave sushi for generalen (Kim Jong-il, red.) mindst en gang om ugen og Jong-un spiste altid med, så jeg kan sige, at han elskede sushi,« siger den tidligere kok til Daily Mail og afslører også en lyst til dyr champagne.

»Han drak meget. Hans favorit var Cristal. Normalt drak han to flasker til hver middag,« fortæller han.

I 2012 blev Kenji Fujimoto så inviteret på et besøg i Nordkorea, som han ellers var flyttet fra. Og her fik han endnu engang lov til at stifte bekendtskab med lederens dyre madvaner.

»Jeg var så fuld, da jeg besøgte Nordkorea i 2012, og da jeg vågnede op, lå jeg i min seng. Så jeg husker ikke alt, hvad der var på bordet. Men jeg spiste flere tallerkenfulde hajfinnesuppe,« forklarer han.

Derudover så er Kim Jong-un også yderst begejstret for emmentaler ost, kobe steaks og fransk cognac. Alt i mens hans befolkning kæmper for at få mundene mættet.