Den sortklædte, britiske islamist, der på brutal vis halshuggede den amerikanske journalist James Foley for rullende kameraer, er angiveligt leder af en gruppe britiske islamister, der holder udlændinge som gidsler i Syrien for terrorgruppen Islamisk Stat (IS, red.)

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Det er tidligere IS-gidsler fra Syrien, der har identificeret bødlen som en af tre britiske islamister, der er medlemmer af IS og som vogter over udenlandske gidsler i byen Raqqa i det nordlige Syrien.

Læs også: Henrettets far: Det plager mig, at han havde store smerter

Ifølge den britiske avis blev de tre islamistiske gidseltager af deres fanger omtalt som 'The Beatles' på grund af deres britiske rødder.

Efterforskere fra det amerikanske føderale politi, FBI, dets britiske modsvar Scotland Yard og den britiske efterretningstjeneste MI5 arbejder intensivt på at få identificeret manden, der står bag det brutale drab på James Foley.

Læs også: DR-korrespondent så kollega blive halshugget på video: Mit værste mareridt

IS optog drabet på den amerikanske journalist på video, og i denne video kalder bødlen sig 'John'. Ifølge The Guardians oplysninger stammer han fra London og beskrives af et tidligere gidsel som en intelligent og veluddannet mand, der tror på en den mest yderligtgående fortolkning af islam.

The Guardian skriver, at den britiske bøddel tidligere på året var involveret i en større forhandling om frigivelse af 11 gidsler. Han fungerede i den forbindelse som hovedforhandler for Islamisk Stat og frigav først gidslerne til de tyrkiske myndigheder, da terrorgruppen havde fået løsepenge.

Tidligere har han også været involveret i andre gidselforhandlinger, hvor han via internettet har kommunikeret med pårørende til gidslerne.