Wikileaks-stifteren Julian Assange var altid respektfuld, selvom han gik gennem helvede på den ecuadorianske ambassade i London, hvor han sad i asyl i syv år.

Det fortæller den tidligere diplomat Fidel Narvaez, der arbejdede på stedet i seks af de syv år, efter Ecuadors præsident Lenin Moreno har beskyldt Assang for 'uvenlig og aggressiv adfærd' under sit ophold på ambassaden.

»Julian havde et respektfuld forhold til de ansatte, diplomater og det administrative personale. Jeg kan ikke huske en eneste hændelse, hvor han var respektløs, inden jeg forlod ambassaden i juli 2018,« fortæller Fidel Narvaez til Sky News.

Den 11. april gik dramatiske billeder verden rundt, da Julian Assange blev anholdt og slæbt ud i en ventende bil af adskillige Scotland Yard-betjente.

Det skete, efter Wikileaks-stifteren har befundet sig på ambassaden i London siden 2012, hvor Ecuador gav ham asyl.

Det er dog en anden regering end den, der gav Assange asyl, der sidenhen er kommet til, og til sidst gik den ikke længere

Siden anholdelsen har landets præsident Lenin Moreno så beskyldt den 47-årige Wikileaks-stifter for at oprette et 'spionagecenter' på ambassaden, ligesom han også skulle have udvist 'uvenlig og aggressiv adfærd' under sit ophold.

Senere uddybede landets indenrigsminister præsidentens udtalelse ved at beskrive, hvordan Assange blandt andet havde smurt afføring på ambassadens vægge.

Men det er ifølge den tidligere ansatte Fidel Narvaez, der i dag også kalder Assange for sin ven, langt fra sandheden. I stedet går han til angreb mod Ecuadors regering.

»Det sidste år på ambassaden var et helvede for Julian. Jeg var der de første måneder af det sidste år, og jeg var til stede, da han fik af vide, at han ikke længere havde adgang til internet eller sin telefon og heller ikke måtte få besøg.« forklarer han og fortsætter:

»Strategien var tydelig: Bryd ham ned. Regeringen vidste ikke, hvordan de skulle ende hans asyl og stå på mål for den historiske skam, det ville være at gøre det.«

Den kontroversielle WikiLeaks-stifter er anklaget for indbrud i en regeringscomputer og videreformidling af hemmelige oplysninger om USA's krige i Irak og Afghanistan.

Sådan så det ud, da Julian Assange ankom til Westminster Magistrates Court efter sin anholdelse i London.
Sådan så det ud, da Julian Assange ankom til Westminster Magistrates Court efter sin anholdelse i London. Foto: Hannah Mckay
Vis mere

Julian Assange blev tilbage i november 2010 også efterlyst af det svenske politi. Her var han mistænkt for at have forgrebet sig seksuelt på to svenske kvinder i august samme år.

Sagen var medvirkende til, at Assange i juni 2012 søgte tilflugt på Ecuadors ambassade i Storbritannien. Hvor han opholdt sig indtil anholdelsen den 12. april.

Den svenske sag mod Assange blev henlagt i 2017, men den svenske anklagemyndighed overvejer nu, om sagen skal genåbnes.

Sverige har - modsat USA - endnu ikke officielt bedt om at få Julian Assange udleveret.