En tidligere CIA-agent er blevet anholdt i USA, og han mistænkes blandt andet for at have lækket navnene på flere amerikanske spioner til kinesiske myndigheder.

Den tidligere efterretningsagent Jerry Chun Shing Lee på 53 år blev mandag anholdt af FBI for at have været i besiddelse af fortrolige oplysninger.

Det skrev det amerikanske justitsministerium i en pressemeddelelse tirsdag.

Ifølge det amerikanske medie New York Times skete anholdelsen som følge af en omfattende FBI-undersøgelse, der blev påbegyndt i omkring 2012, efter CIA i to år havde mistet flere og flere af deres spioner og meddelere i Kina, hvor de enten blev dræbt eller fængslet. Efterforskerne stod over for et stort og alvorligt spørgsmål:

Hvordan endte så mange navne på CIA-kilder, der blev holdt dybt hemmelige og fortrolige, i hænderne på de kinesiske myndigheder?

Nogle mente, at der kunne være en såkaldt 'muldvarp' i CIA, der afslørede dets hemmeligheder om meddelerne og kilderne til Kina. Andre mente, at den kinesiske regering kunne have hacket CIAs kommunikationslinjer, som blev brugt til at tale med meddelerne.

Det var efterforskningsarbejdet i den sag, der førte til, at Jerry Chun Shing Lee, der forlod CIA i 2007 for at bosætte sig i Hong Kong og arbejde for et auktionshus, blev anholdt mandag, da han landede i Kennedy Airport i New York.

I 2012 flyttede Jerry Chun Shing Lee ifølge det amerikanske justitsministerium tilbage til USA for at bo med sin familien i det nordlige Virginia. Undervejs på rejsen overnattede han med familien på hoteller på Hawaii og i Virginia, og det var under den rejse, at FBI i al hemmelighed gennemledte hans bagage og fandt to små bøger med håndskrevne noter, som indeholdt fortrolige og hemmelige oplysninger.

Han blev efterfølgende afhørt af FBI, før han ifølge New York Times i 2013 rejste tilbage til Hong Kong.

I de to bøger, som agenterne fandt, havde Jerry Chun Shing Lee angiveligt nedskrevet detaljer om møderne mellem CIA-meddelerne og undercover agenter, ligesom deres rigtige navne og telefonnumre også var oplyst.

Foreløbig er den tidligere CIA-agent sigtet for ulovlig besiddelse af forsvarsinformation, hvilket kan give op til ti års fængsel, hvis han findes skyldig.

De amerikanske myndigheder har indtil videre ikke ønsket at kommentere, hvorfor det først er nu, manden er blevet sigtet i sagen, og hvorvidt agenten kan have lækket materialet til udlandet.