Hvis vestlige ledere havde etableret enighed omkring, at man reelt ønsker Ukraine som vinder af krigen, ville man for længst have hjulpet ukrainerne til at genindtage Krim-halvøen, som Rusland annekterede i 2014.

Og det kan faktisk lade sig gøre på ganske få måneder.

Sådan lyder den kontante melding fra Ben Hodges, som er tidligere amerikansk general og tidligere øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa, i en analyse i Telegraph.

Ben Hodges mener, at nøglen til en hurtig og succesfuld afslutning på Ruslands invasion af Ukraine ligger i at isolere Krim. Det kan en ukrainsk offensiv begynde på denne sommer, mener han.

Dernæst vil Ben Hodges gøre Krim-halvøen til et uholdbart sted for russiske styrker at opholde sig.

Det kan man gøre ved at benytte langtrækkende præcisionsvåben fra Vesten, eksempelvis mod den russiske flådebase i Sevastopol og mod baser adskillige andre steder.

Arkivfoto. Tidligere general Ben Hodges.
Arkivfoto. Tidligere general Ben Hodges. Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

Det tredje skridt ville herefter være, mener Ben Hodges, at indtage halvøen, indsætte styrker og fuldende ødelæggelsen af Kerch-broen, som forbinder Krim med selve Rusland.

»Ukrainerne har vilje, manpower og den militære kompetence til at gøre alt dette. Vestlige politikere er bare nødt til at blive enige om, at dette ville være den hurtigste måde at afslutte krigen og give Ukraine de våben, de har brug for,« skriver Ben Hodges.

»Der er ingen grund til at rejse verden rundt for at lede efter en 'diplomatisk løsning' – som er kommet til at betyde en opdeling af ukrainsk jord – når denne, meget simplere løsning ligger ligefor.«

»Inden for måneder, ikke år, og den ville bringe fred. Den russiske flåde ville miste sin største base, og Putin og hans ondskabsfulde hjælpere i Kreml ville blive ydmyget i en sådan grad, at deres administration ville komme i dyb fare,« lyder vurderingen desuden fra Ben Hodges.

Foto: Google Maps. Krim-halvøen.
Foto: Google Maps. Krim-halvøen.
Vis mere