Det er nok ikke uden en vis bekymring, at USA's præsident, Donald Trump, afventer den høring, der skal foregå i USA's kongres onsdag eftermiddag dansk tid.

Michael Cohen, den amerikanske præsidents tidligere personlige advokat, skal over for kongresmedlemmer og journalister forklare sin rolle som Trumps fikser og lakaj igennem flere år.

Cohen har valgt at samarbejde med specialanklager Robert Mueller i forbindelse med Rusland-undersøgelsen.

Advokaten står over for en treårig fængselsstraf for blandt andet at have betalt tys-tys-penge til pornostjernen Stormy Daniels under valgkampen i 2016 og for at have løjet om det for føderale efterforskere.

Selv siger Cohen, at det amerikanske folk nu »får muligheden for selv at afgøre, hvem der taler sandt«.

Det er forventet, at Cohen vil komme med en række sprængfarlige beskyldninger mod sin tidligere arbejdsgiver. Særligt i forhold til Trumps viden om en række møder med russiske forretningsfolk under valgkampen samt Trumps byggeprojekter i Rusland.

»Jeg ser frem til i morgen og til at have mulighed for at fortælle min side af historien,« sagde han ifølge nyhedsbureauet AP tirsdag aften lokal tid.

Tirsdag havde advokaten deltaget i en ni timer lang lukket høring med Senatets retsudvalg.

Ifølge en stribe amerikanske medier, der citerer kilder i Kongressen, der har afhørt Cohen, vil advokaten komme med en række beretninger om Trump bag facaden - blandt andet om racisme, løgne og endda mulige kriminelle handlinger.

Cohen skulle ligge inde med beviser i form af dokumenter for alle sine påstande, siger kilder til avisen The Washington Post.

Det Hvide Hus og Trump har gentagne gange taget afstand fra Michael Cohen og den viden, han påstår at have. Så sent som tirsdag aften udtalte Sarah Sanders, talskvinde i Det Hvide Hus, at det var »grinagtigt, at nogen tager en dømt løgner som Cohen alvorligt«.

»Det er ynkeligt at se ham få endnu en offentlig mulighed for at sprede sine løgne,« understregede Sanders over for fremmødte journalister.

Det Hvide Hus har flere gange understreget, at Cohen lyver i et forsøg på at mindske sin egen fængselsdom.

/ritzau/