Human Rights Watch og Amnesty opfordrer Kina til at løslade de aktivister, som for 19 år siden blev fængslet efter protesterne på Den Himmelske Freds Plads.

19 år efter at det kinesiske militær brutalt nedkæmpede fredelige studenterprotester på Tiananmen-pladsen, Den Himmelske Freds Plads, i Beijing, sidder omkring 100 af studenteraktivisterne fra dengang stadig i fængsel.

Det vurderer Human Rights Watch, som opfordrer Kina til at løslade nogle af de fanger, som blev smidt i fængsel efter massakren den 4. juni 1989.

Også Amnesty International prøver at presse Kina på årsdagen for massakren, hvor flere hundrede - om ikke tusinde - af ubevæbnede studenter blev skudt ned efter seks ugers protester.

- Mange vansmægter fortsat i kinesiske fængsler, og Kinas regering har absolut ingen undskyldning for fortsat at tilbageholde disse mennesker, siger Sam Zarifi fra Amnesty ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det kinesiske styre har aldrig offentliggjort, hvor mange der rent faktisk døde.

Dui Hua-fonden med base i USA vurderer, at mellem 60 og 100 Tiananmen-fanger er tilbage i de kinesiske fængsler.



/ritzau/Reuters