THAILAND: En redaktør på et thailandsk magasin blev onsdag idømt ti års fængsel for at have fornærmet den thailandske konge.

Redaktør af magasinet »Voice of the Oppressed« (De undertryktes stemme, red.), Somyot Prueksakasemsuk, blev fundet skyldig i at have publiceret artikler i 2010, som krænkede kong Bhumibol Adulyadej, skriver Reuters. Artiklerne handlede om kritik af en fiktiv person, som ifølge den offentlige anklager kun kunne være kongen. I Thailand er det forbudt at diskutere kongefamiliens rolle, og majestætsfornærmelser takseres med op til 15 års fængsel. Internationale menneskerettighedsgrupper og EU har udtrykt fordømmelse af dommen.

Reuters/BNB