Storbritanniens premierminister advarer om, at Ruslands aggressive opførsel ikke respekterer grænser.

Bruxelles. Den britiske premierminister, Theresa May, gentager ved ankomsten til EU-topmøde i Bruxelles torsdag sin meget direkte anklage om, at Rusland stod bag nervegiftangrebet i Salisbury 4. marts.

- Rusland arrangerede et skamløst og hensynsløst angreb mod Storbritannien, da de forsøgte at dræbe to mennesker på gaden i Salisbury.

- Det står stadig mere klart, at truslen fra Rusland ikke respekterer grænser. Det er led i et mønster af russisk aggression mod Europa og vores nærmeste naboer fra det vestlige Balkan til Mellemøsten, siger May.

May takker for den solidaritet, hun har mødt fra Storbritanniens allierede, efter at den tidligere russiske dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter, Julia, blev angrebet.

Men hendes anklage mod Rusland går betydeligt længere, end der er lagt op til, at EU-lederne vil gøre.

Under mødet ventes May at presse på for at få det samlede EU til at bakke mere direkte op om den britiske regerings overbevisning om, at Rusland stod bag.

Inden starten på selve topmødet har Theresa May deltaget i et formøde med de nordiske og baltiske statsministre.

- Briterne er ikke i tvivl om dansk opbakning og dansk solidaritet. Det har premierministeren også personligt udtrykt over for mig i dag, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

I udkastet til topmødets sluterklæring står der, at lederne "tager den britiske regerings vurdering af, at Rusland højst sandsynligt bærer ansvaret, meget alvorligt".

Det menes blandt andet at være EU-formandslandet Bulgarien, Grækenland og Ungarn, der tøver med at pege direkte på Rusland.

Storbritannien og Rusland har i kølvandet på forgiftningen udvist 23 af hinandens diplomater. Der kan være lignende skridt på vej fra andre EU-lande.

Litauens præsident, Dalia Grybauskaite, siger i Bruxelles, at Litauen meget vel kan vælge også at udvise russiske diplomater.

- Vi vurderer alle sammen lignende skridt. Det gør jeg også selv som præsident i Litauen, siger hun.

EU-lederne vil også benytte anledningen til at styrke deres fælles forsvar mod kemiske, biologiske, radiologiske og atombaserede trusler.

Topmødet vil derfor bede EU-Kommissionen og EU's udenrigschef, Federica Mogherini, om at lægge en plan for, hvordan det kan ske.

/ritzau/