Det var en dybt berørt Theresa May, der fredag meddelte sin afgang.

Den britiske premierminister havde svært ved at holde tårerne tilbage, da hun foran Downing Street 10 i London fortalte et talstærkt pressekorps, at hun forlader sin post, når der er fundet en afløser.

Hun træder også tilbage som formand for den konservative parlamentsgruppe 7. juni.

Pressemødet kom efter, at den britiske premierminister havde mødtes med den konservative parlamentsgruppe tidligere på dagen.

Det er en tydeligt rørt Theresa May, der fortæller om sin afgang.
Det er en tydeligt rørt Theresa May, der fortæller om sin afgang. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Theresa May fortalte, at hun har arbejdet hårdt for at få en aftale om Brexit igennem, og at hun var ked af, at det ikke var lykkedes.

»Jeg har gjort mit bedste. Jeg har forhandlet vores exit. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at overbevise medlemmer af parlamentet om, at det var det rigtige. Desværre er det ikke lykkedes,« sagde hun og fortsatte:

»Jeg synes derfor, at det er rigtig, at en anden skal overtage jobbet.«

»Det er en stor sorg for mig, at det ikke er lykkedes for mig. Det kan kun lykkes, hvis begge sider er villige til at samarbejde,« tilføjede hun.

»Om kort tid vil jeg forlade den post, der har været mit livs ære. Jeg var den anden kvindelige premierminister, men bestemt ikke den sidste,« sagde hun og tilføjede, at hun havde været stolt over at tjene sit land.

Her knækkede stemmen over for May, og hun vendte sig hurtigt om og gik tilbage til statsministerboligen.

May har været under hårdt pres fra sit bagland for at fastsætte en tidsramme for sin afgang.

To af hendes minstre, udenrigsminister Jeremy Hunt og indenrigsminister Sajid David, meddelte for eksempel for nylig, at de ikke længere kan støtte hendes strategi for brexit.

May bliver på posten, indtil en ny konservativ leder og premierminister er fundet.

Det ventes at kunne tage adskillige uger.

May har været britisk premierminister siden juni 2016. Den 62-årige premierminister overtog i juli 2016 magten i landet, kort efter at briterne havde sagt ja til at forlade EU.

Siden da har hun kæmpet hårdt for at få stemt en aftale igennem i det britiske parlament.

May nåede i november 2018 til enighed med EU om en aftale, men den er tre gange blevet stemt ned i det britiske Underhus.

Størstedelen af hendes tid har været præget af briternes forestående farvel til EU.