Lederen af en terrorcelle med tilknytning til al-Qaeda smuglede sig i oktober ind i Europa forklædt som flygtning og opgav falskt navn for at opnå politisk asyl.

Tilbage i 2007 blev han anholdt i Europa for at være i besiddelse af gift, detonatorer til sprængstoffer og al-Qaedas manual til guerilla-krig. Det kostede syv års fængsel i Italien og hjemsendelse til Tunesien.

Men i oktober forsøgte 38-årige Mehdi Ben Nasr så at trænge ind i Europa igen. Denne gang forklædt som flygtning, ifølge Daily Mail.

Tuneseren var han ombord på en båd med 200 flygtninge, der blev reddet af et italiensk krigsskib i Middelhavet. Terrorlederen ankom til Sicilien den 4. oktober med det falske navn Mohamed Ben Sar i jagten på at opnå politisk asyl, men blev i stedet anholdt mistænkt for menneskehandel.

Han har tidligere siddet syv år i fængsel for at være leder af en terrorcelle, der rekrutterede selvmordsbombere i Europa og sendte dem til Irak og Afghanistan.

Mehdi Ben Nasr er ’en terrorist af den farligste slags, fordi han er ekspert i sprængstoffer og ’ledestjernen’ i gruppen, der arrangerede rejsen til Mellemøsten for de kommende jihadister,’ sagde italienske efterretningskilder til Il Giornale i forbindelse med anholdelsen i 2007, skriver Daily Mail.

Efterretningstjenester har tidligere advaret om, at terrorister kan bruge de samme ruter som flygtningene for at komme usete til Europa.

Men europæiske ledere har indtil videre afvist, at der er beviser for, at jihadister udnytter flygtningekrisen ved at udgive sig for at være flygtninge og mænge sig med dem på flugten til Europa.

Mehdi Ben Nasr er blevet udvist igen og er nu i hænderne på tunesisk politi.