Statsepidemiolog Anders Tegnell, der har spillet en kæmpe rolle i at tegne Sveriges strategi og kamp mod corona, scorede i midten af marts et job hos WHO.

Jobbet i Verdenssundhedsorganisationen skulle indebære, at han skulle arbejde for WHO's globale vaccinationskampagne.

Men det skal Anders Tegnell så ikke alligevel. Det melder den svenske Folkesundhedsstyrelse i en pressemeddelelse.

»Folkesundhedsstyrelsen er nu blevet informeret af WHO om, at der desværre ikke er opnået enighed om den påtænkte opgave. Anders Tegnell vil i stedet arbejde med internationale forpligtelser hos Folkesundhedsstyrelsen,« skriver Folkesundhedsstyrelsen i pressemeddelelsen.

Tegnell forlod sin rolle som Sveriges statsepidemiolog 14. marts til fordel for jobbet i WHO, hvor han ville blive seniorekspert for en ny gruppe, der skulle arbejde covid-19-vacciner.

Helt specifikt skulle han havde været med til - i rollen som seniorekspert i WHO - at gøre covid-19-vacciner tilgængelig i lande, der ikke har råd til at købe deres egen vaccine.

Folkesundhedsstyrelsen melder ikke nærmere ud i deres pressemeddelelse om, hvorfor WHO og Anders Tegnell ikke er blevet enige om den påtænkte opgave alligevel.

I begyndelsen af coronakrisen tiltrak Tegnell og Sverige sig megen opmærksomhed i hele Europa, da Sverige indførte relativt lempelige coronatiltag.

Anders Tegnell har været statsepidemiolog i Sverige siden marts 2013. Hans post blev overtaget 14. marts af Anders Lindblom.