En 45-årig Uber-chauffør blev søndag anholdt efter flere skydepisoder. Politiet oplyste, at der var syv døde. Men det var en fejl.

Da et af ofrene – en pige på 14 år – blev klargjort til organdonation, greb hun pludselig ud efter en af sine forældres hænder. Det fortæller politiinspektør Jeff Hadley til Reuters.

Organdonationen blev naturligvis stoppet, og den officielle udmelding blev ændret fra syv til seks døde. Derudover var der to såret heriblandt den 14-årige pige, som først blev anset som død. Blandt de døde var en far og hans lille søn.

Skyderierne fandt sted på en parkeringsplads, ved en bilforhandler og ved en restaurant i Kalamazoo vest for Detroit.

Anklageren Jeff Getting mener, at ofrene er tilfældigt valgt, og han oplyser, at de blev skudt flere gange. På hvert gerningssted er der fundet ni-ti patroner.

Den sigtede Uber-chauffør, Jason Dalton, var far til to. Han er ikke tidligere blevet dømt for kriminalitet, men i den lokale avis The Detroit Free Press beskrives han af naboerne, som en mand, der elskede våben.

Under skyderierne, som strakte sig over fem timer, var Jason Dalton i telefonisk kontakt med mindst én anden person. Han forventes at blive anklaget for mord, overfald og overtrædelse af våbenloven.