De to søstre Ky-lea Fortner på 16 år og Shaeleen Fitch-Fortner på 14 år fra Binghamton i USA var kidnappet i næsten et år. Nu har politiet fundet dem i god behold.

27. april 2015 blev de to teenagesøstre kidnappet på vej hjem fra skole, Susquehanna Valley school. Sagen har været omtalt flere gange i de lokale medier, men det er først nu næsten et år senere, at pigerne er fundet.

Onsdag i denne uge fandt politiet frem til dem, efter de havde modtaget et opkald, som førte dem på sporet af pigerne i et hus på Torrance Avenue i en forstad til New York. Politiet har anholdt en 29-årig kvinde på adressen, der foreløbigt er den eneste mistænkte i den opsigtsvækkende kidnapningssag.

Anklager Steve Comwell oplyser til lokalmediet Binghamton Press & Sun-Bulletin. at kidnapperen aktivt forhindrede myndighederne i at finde frem til Ky-Lea og Shaeleen Fitch-Fortner.

Politifoto
Politifoto
Vis mere

»Pigerne er raske. Sigtelsen går på, at de blev holdt i den sigtedes hus mod deres vilje,« siger han.

Ky-Lea og Shaeleen Fitch-Fortner var før kidnapningen hos en plejefamilie, og nu er de i de sociale myndigheders varetægt. Politiet er ikke kommet med nogen teorier om motivet for kidnapningen af pigerne.

På pressemødet roste Steve Comwell politiets arbejde i sagen:

»Efter 11 måneder frygter man det værste. Politiet har ærlig talt arbejdet på denne sag hver eneste dag. De gav aldrig op,« lød det.

Den sigtede gerningskvinde, der angiveligt skulle være en ven af familien, har nægtet sig skyldig i sagen.