Som taxachauffør i New York er Sukhcharn Singh vant til lidt af hvert.

Men onsdag var alligevel lidt ud over det sædvanlige.

Han havde selveste Harry og Meghan på bagsædet i noget, der angivelig skulle have været en flugt fra paparazzofotografer.

Sådan udlagde en talsperson for hertugen og hertuginden i hvert fald turen igennem New York, som skulle have varet i flere timer.

En taxachauffør fra New York fortæller, at Meghan og Harry virkede nervøse, da de kørte med ham onsdag i New York.
En taxachauffør fra New York fortæller, at Meghan og Harry virkede nervøse, da de kørte med ham onsdag i New York. Foto: MATT DUNHAM
Vis mere

»I aftes var hertugen og hertuginden af Sussex og fru Ragland (Meghans mor, red.) involveret i en nær katastrofal biljagt af en hel kreds af højst aggressive paparazzofotografer,« skriver talspersonen i en udtalelse ifølge Reuters og fortsætter:

»Biljagten var flere gange ved at resultere i sammenstød med andre bilister, fodgængere og også to betjente.«

Singh kørte med det celebre par i ti minutter. I bilen var også Meghans mor, Doria Ragland.

»Min bil blev blokeret af en skraldebil, og pludselig kom der paparazzofotografer og tog billeder,« fortæller taxachaufføren til BBC.

Han uddyber:

»Harry og Meghan så nervøse ud. Jeg tror, at de var blevet jagtet hele dagen.«

Taxachaufføren kan dog ikke genkende billedet af, at parret skulle have været i fare, mens de kørte med ham.

»Det er ikke rigtigt. Det er overdrevet. Det må være sket, før de kørte med mig,« siger han.

Han føler ikke, at fotograferne kørte uforsvarligt.

»De kørte bag ved os. De fulgte efter os, men det var også det. De holdt afstand,« siger han.

Han beskriver Harry og Meghan som flinke folk.

»Det var en god tur. De gav mig 50 dollar for en tur på ti minutter. Hvad mere kan man bede om?« siger han.

Forfølgelsen af paparazzofotografer leder selvfølgelig alles tanker hen på prinsesse Dianas død i Paris i 1997, hvor en sådan netop blev hendes skæbne.