Oppositionen hævder, at der har været omfattende svindel ved valget, hvor John Magufuli er genvalgt.

Tanzanias præsident, John Magufuli, har vundet en overvældende sejr ved onsdagens parlamentsvalg med 84 procent af stemmerne.

Det oplyser landets valgkommission fredag aften.

- Kommissionen erklærer John Magufuli fra Chama Cha Mapinduzi-partiet (CCM), der vandt flertallet af stemmerne, som vinder af præsidentsædet, siger kommissionsformand Semistocles Kaijage.

Chama Cha Mapinduzi er swahili for Revolutionspartiet, og partiet har haft magten i Tanzania siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1961.

Præsidentens største udfordrer, Tundu Lissu fra oppositionspartiet Chadema, hævder, at der er snydt med blandt andet stemmesedlerne.

Tundu Lissu har ifølge valgkommissionen fået 13 procent af stemmerne ved valget onsdag, hvor der skulle stemmes om præsident og parlament.

29 millioner mennesker er stemmeberettigede i Tanzania. Ved valget onsdag var der en valgdeltagelse på 50,7 procent, og over 260.000 stemmer blev erklæret ugyldige.

Tundu Lissu vendte tilbage til Tanzania i juli efter tre år i udlandet, hvor han er kommet sig efter et attentatforsøg, hvor han blev ramt af skud 16 gange.

Allerede torsdag betegnede han de foreløbige resultater som "illegitime".

I samme ombæring opfordrede han sine tilhængere til at demonstrere fredeligt, mens han bad det internationale samfund om ikke at anerkende resultatet.

- Det, der foregik i går, var ikke noget valg, og derfor anerkender vi det ikke. Vi vil ikke acceptere resultatet, sagde han torsdag.

Ifølge Tundu Lissu blev valgobservatører fra oppositionen blandt andet forment adgang til valgsteder.

- Det, der præsenteres for verden, er komplet bedrageri. Det er ikke et valg, sagde han.

Tundu Lissus tilbagevenden til Tanzania har pustet liv i en opposition, der har været demoraliseret efter mange års angreb, anholdelser og et forbud mod politiske forsamlinger.

/ritzau/AFP