Med et angreb på politichef i Kandahar ville Taliban dræbe den øverstkommanderende for Natos styrker i landet.

Kabul. Den afghanske valgkommission har udsat lørdagens parlamentsvalg en uge i den sydlige provins Kandahar efter et blodigt angreb, hvor blandt andre regionens politichef blev dræbt.

Udsættelsen er et tilbageslag for regeringen, som kæmper for at vise befolkningen og islamistiske oprørere, at den har situationen under kontrol.

- Det er meget vigtigt, at vi får gjort det klart for Taliban og for alle andre, at regeringen fungerer, at Afghanistan fungerer, og at dette støttes af et flertal i befolkningen, siger Haroun Mir, der er politisk analytiker i Kabul.

På et sikkerhedsmøde torsdag i Kandahar blev den magtfulde politichef i regionen, Abdul Raziq, dræbt, da en af hans elitevagter vendte sit våben mod ham og skød.

Vagten dræbte også Kandahars efterretningschef, Abdul Mohmin, mens guvernørens i provinsen, Zalmay Wesa, blev såret.

Desuden blev to afghanske politifolk dræbt og tre andre blev såret.

To amerikanske soldater blev såret. Også den øverstkommanderende for Natos styrker i Afghanistan, general Scott Miller, var til stede. Han slap uskadt fra angrebet.

Taliban har taget skylden for angrebet. Den islamistiske gruppe siger, at målet for angrebet var general Scott Miller.

Frygten for manglende sikkerhed har allerede tvunget valgkommissionen til at lukke omkring 2000 valgsteder.

Valget er indstillet i 11 af landets næsten 400 distrikter samt i hele den østlige provins Ghazni. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Over 50.000 soldater og politifolk vil være udstationeret ved valget for at beskytte vælgerne, valgstederne og de folk, som bemander dem.

Der er 8,8 millioner registrerede vælgere, og valgdeltagelsen vil blive tolket som et udtryk for befolkningens tro på det demokratiske system i forhold til truslerne fra Taliban og Islamisk stat.

- Hvis fem millioner stemmer, så vil det være virkelig godt, siger kvinden Wasima Badghisy, som arbejder for valgkommissionen.

Udbredt korruption betyder, at alle skal betale for de mest elementære ting, og der foregår en intens kamp mellem en ny generation af yngre og mere uddannede ledere på den ene side og korrupte etablerede politikere, krigsherrer og konservative religiøse på den anden.

- Mange vælgere har solgt deres stemmer for omkring 50 dollar. De er mere interesseret i et beløb end i valget, siger en frugtsælger i Kabul, Saeed Matin.

/ritzau/Reuters