Afghanistans nye herskere er både stærkere og rigere, end sidst de var ved magten – men formodentlig lige så brutale.
Da Talibans tropper uudfordrede rullede ind i Kabul søndag eftermiddag, kunne Taliban-lederne vel næppe tro deres egen krigslykke.
På under to uger har man med en veludført blitzkrig erobret stort set hele Afghanistan. 75.000 Taliban-krigere havde fejet mere end 300.000 veluddannede afghanske sikkerhedstropper af banen.
Søndag flygtede Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, fra Kabul, og få timer senere kunne Taliban lade sig fotografere i præsidentpaladset.
20 års kamp mod en klart overlegen militær modstander endte med en overbevisende sejr. Der bliver stadig forhandlet om en overgangsregering i Qatar, men sidste forlydender fra Taliban er, at det ikke bliver aktuelt.
Det er snart 20 år siden, at den daværende Taliban-leder Mullah Omar blev fordrevet fra Kandahar. Dengang var den islamistiske bevægelse yderst mediesky. Det har ændret sig, og det har Taliban også på flere måder.
I 90erne var Taliban modstandere af selvmordsbomber, som man betragtede som uislamiske. Den slags fine fornemmelser har man ikke længere.
Dengang var der også modstand mod at dyrke og sælge opium, men en stor del af Talibans pengestrøm det seneste årti er netop kommet af eksport af hårde stoffer. Andre indkomstkilder har været markant støtte fra diverse islamiske golfstater.
Taliban er blevet dygtige til at bruge medier og har ved flere lejligheder offentliggjort billeder, der ser ud til at vise dem blive hyldet i de byer i Afghanistan, de har »befriet«.
Deres ledere har også beordret deres krigere til at vise nåde over for civilbefolkningen, men der er udbredt skepsis omkring, hvor vidt man skal stole på dette løfte.
Øjenvidneberetninger fra de generobrede byer fortæller om vilkårlige henrettelser, gennembankninger og kidnapninger af kvinder, der skal tvangsgiftes med de hellige krigere.
Politisk vil Taliban gerne fremstille sig som en mere moderne udgave af sig selv. Man er allerede i gang med forhandlinger med Kina om at lade kineserne udnytte de lukrative kobberminer omkring Kabul, og en meget væsentlig opgave for den kommende Taliban-ledelse bliver at sikre sig en form for international anerkendelse.
Men grundlæggende står de fundamentalistiske islamister stadig for den samme form for giftig sharialov, der rystede verden, sidst de var ved magten. Offentlig stening, tvangsindførelse af burkaer for kvinder, ingen videregående skolegang for piger og ingen musik og dans var bare noget af hverdagen dengang.
Meget af dette vil utvivlsomt vende tilbage, selvom Taliban nok vil gøre alt for at fremstille sig i et mere moderne lys over for omverdenen.
Taleban er dog formodentlig endnu farligere end sidst. Afghanistan risikerer at blive et samlingssted for alverdens terrorvirksomhed, og sejren for islamisterne vil sprede gift mange steder i verden.
Både al-Qaeda og Islamisk Stat er allerede til stede i Afghanistan. Nu vil de og mange andre få frit lejde til at udvikle og udføre deres hensigter, mens Taliban kan fortsætte deres arbejde med at forvandle Afghanistan til en formørket shariastat.
