Efter møder med blandt andre den afghanske regering melder Taleban sig klar at samarbejde med Afghanistans regering og andre politiske grupperinger. De nye toner beskrives dog som propaganda af politiske modstandere.

AFGHANISTAN: Der kan regeres i samarbejde med tidligere fjender, det afghanske politi og hæren kan bestå, og kvinder kan få lov at gå i skole på »islamisk vis«.

Det er nogle af Talebans udmeldinger, efter at organisationen har holdt møder med repræsentanter for den afghanske regering og øvrige politiske grupperinger i Frankrig. Taleban lægger dermed op til en blødere linje end tidligere og melder sig desuden parat til at indgå i en national samlingsregering, når de udenlandske styrker har forladt landet i 2014.

- Vi har indset, at vi ikke kan styre Afghanistan uden støtte fra uddannede folk, og vi vil ikke være så hårde, som vi har været, siger et højtstående Taleban-medlem til New York Times.

På møderne nær Paris skal to Taleban-medlemmer, der hævder at tale på vegne af Taleban-leder Mullah Omar, dog have gjort det klart, at man fortsat anser Taleban for at være Afghanistans »legitime regering«. Samtidig kræver man, at den afghanske forfatning bliver skrevet om, og det skal ske i henhold til strenge islamiske love.

Talebans nye toner klinger imidlertid hult hos Nordalliancen, som kæmpede mod Taleban i 1990erne og i dag udgør kernen af den afghanske opposition. Her betegner man udmeldingerne som »propaganda«.

- Jeg tror ikke, at Taleban er ærlige i forhold til det, som de sagde i Paris. Det handler mere om populisme og om at undgå fremskridt, siger general Atiqullah Baryalai fra Nordalliancen. Han understreger dog, at det er positivt, at Taleban viser en vilje til dialog.

Fra vestlige diplomatkilder i Afghanistan lyder vurderingen over for New York Times, at »det altid er klogt ikke at være alt for optimistisk. Det er en langsom proces«.