Det luksuriøse bilmærke Porsche havde et særdeles indbringende år i 2022 – og det vil man nu takke sine ansatte for.
Samtlige medarbejdere bliver således belønnet med en bonus på 9.000 euro hver, hvilket svarer til 67.500 danske kroner.
Det skriver flere medier, herunder Die Zeit.
Porsche, der er datterselskab af Volkswagen, har godt og vel 27.000 medarbejdere, hvilket betyder, at beløbet, som er tilsigtet bonusser, løber op 1,8 milliarder kroner.
Sidste år blev der udbetalt 7900 euro i bonus til hver medarbejder.
Ifølge det tyske nichemedie Manager Magazine solgte Porsche for svimlende 37,6 milliarder euro sidste år.
Og det endelige overskud var fem milliarder euro for hele 2022.
Volkswagen meddelte da også i september, at man var klar til at børsnotere Porsche.
Luksusmærket blev dengang vurderet til at være 85 milliarder euro værd.
Porsche har hovedkvarter i den tyske storby Stuttgart.