Lyt til artiklen

Både politikere i de to udbryderrepublikker Donetsk og Luhansk og chefredaktøren for den statslige russiske tv-kanal RT, Margarita Simonjan, er kommet med en bøn til Vladimir Putin.

En bøn, som viser, hvor stor panik den succesfulde ukrainske modoffensiv skaber i Rusland

Og ikke mindst blandt de lokale magthavere i Donetsk og Luhansk – som ukrainerne nærmer sig med hastige skridt under fremrykningerne. Sådan lyder analysen fra den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW).

Det, Simonjan og lokale politikere fra udbryderrepublikkerne – herunder Denis Pusjilin, som er leder af separatiststyret i Donetsk – ønsker, er, at Putin omgående afholder folkeafstemninger for at få indlemmet Donetsk og Luhansk i Rusland.

Simonjan argumenterer ifølge ISW for, at Rusland efter en indlemmelse af de to udbryderrepublikker vil have lettere ved at true NATO med gengældelsesangreb, når og hvis Ukraine foretager modangreb i Donetsk og Luhansk.

En logik, der ifølge ISW ikke giver megen mening.

For det første kontrollerer Rusland slet ikke alt territorium i de to regioner lige nu.

Derfor ville det ifølge ISW være noget af et nederlag for Putin, at Ukraine således ville have besat dele af Rusland, uden at hans russiske hær kunne tvinge ukrainerne til at trække sig tilbage – som situationen er lige nu i hvert fald.

For det andet foretager ukrainerne allerede angreb på Krim-halvøen, som Rusland allerede annekterede fra Ukraine i 2014. Og det har ikke ført til gengældelsesangreb mod NATO-lande eller reelle trusler herom. Derfor ville NATO ifølge ISW næppe tage en sådan trussel seriøst.

Ifølge den amerikanske tænketank er der da heller ikke noget, som tyder på, at Vladimir Putin har planer om lynfolkeafstemninger i de to udbryderrepublikker.

Luhansk og Donetsk er Ukraines to østligste regioner. Tilsammen udgør de Donbas-området. Det har en stor russisktalende befolkning, og der har været kampe mellem ukrainske nationalister og russiske separatister siden Majdan-revolutionen i 2014.