Lyt til artiklen

Vladimir Putin gjorde sandsynligvis noget bemærkelsesværdigt onsdag.

Ja, så opsigtsvækkende, at det kan ses som et tegn på, at han har valgt side i en åben magtkamp i Rusland.

Sådan tolker den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) Putins forfremmelse af den kontroversielle tjetjenske leder Ramzan Kadyrov til generaloberst.

Kadyrov har selv meldt ud, at han er blevet forfremmet, og står oplysningen til troende, skete det på hans 46-års fødselsdag.

Vladimir Putin (til venstre) og Ramzan Kadyrov.
Vladimir Putin (til venstre) og Ramzan Kadyrov. Foto: Alexei Druzhinin/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Denne forfremmelse er særlig bemærkelsesværdig,« skriver ISW i sin seneste opdatering om krigen i Ukraine.

Det skyldes, at Kadyrov for nylig direkte har kritiseret lederen af Den Centrale Militære Kommando, generaloberst Aleksandr Lapin.

Ifølge ISW kan forfremmelsen derfor ses som et forsøg på at bibeholde støtten fra Kadyrov fra Putins side.

Samtidig vurderer tænketanken, at forfremmelsen af Kadyrov kan ses som endnu et tegn på, at Putin distancerer sig fra forsvarsministeriet med Sergej Sjojgu i spidsen.

Ramzan Kadyrov fotograferet under en militærparade i Moskva.
Ramzan Kadyrov fotograferet under en militærparade i Moskva. Foto: Chingis Kondarov/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Kadyrovs nye rang kan ses som et tegn på, at Putin er villig til at tilgodese de mere radikale og højtråbende ønsker fra silovikierne (magtfulde enkeltpersoner eller organisationer i Rusland, som har egne private hære, red.) på bekostning af det konventionelle militæretablissement,« skriver ISW.

Kadyrov er en af den russiske præsident, Vladimir Putins, mest trofaste støtter, når det gælder krigen i Ukraine.

Han har opfordret Rusland til at bruge taktiske atomvåben i Ukraine efter flere uger, hvor der har været dårlige nyheder fra fronten.

Kadyrov er også kendt – og berygtet – for sin hårdhændede behandling af politiske modstandere i Tjetjenien.

ISW har ikke fundet officiel dokumentation for, at Ramzan Kadyrov er blevet forfremmet, men vurderer, at oplysningen er pålidelig.