En ny videobesked fra Wagner-stifteren Jevgenij Prigozjin vækker stor opsigt.

Af flere årsager – og én af dem kan få enorm betydning for Ruslands fremtid.

Prigozjin giver i videoen, som han har lagt på sin Telegram-konto, udtryk for, at frontlinjen ved Bakhmut vil 'kollapse', hvis hans lejesoldater fra Wagner trækker sig tilbage.

»Hvis vi tilbagetrækker os, vil vi gå over i historien som de folk, der har taget det primære skridt for at tabe krigen,« lyder det videre fra Prigozjin – en udmelding, en dansk ekspert finder opsigtsvækkende.

Men den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) bider også mærke i noget andet: At Prigozjin antyder, at han vil blive sammen med sine lejesoldater ved fronten til den bitre ende.

Ifølge ISW tyder det på to ting – og det åbner samtidig for et scenarium, hvor kampen om netop Bakhmut kan få endnu større betydning end hidtil.

For det første ser tænketanken det som et tegn på, at Prigozjin 'arbejder på at positionere sig selv som den ultimative martyr' i kampen om Bakhmut, som er blevet symbolsk og ideologisk vigtig i Rusland og ikke mindst blandt de indflydelsesrige russiske militærbloggere, skriver ISW i sin seneste opdatering om krigen i Ukraine.

»Vigtigere endnu viser det, at han ser sine elitestyrker som værende i alvorlig fare,« skriver ISW.

En ukrainsk soldat tænder et bål ved hjælp af krudt for at holde varmen nær Bakhmut.
En ukrainsk soldat tænder et bål ved hjælp af krudt for at holde varmen nær Bakhmut. Foto: Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge tænketanken udgør netop Wagner-gruppens elitestyrker kernen i den russiske styrke ved Bakhmut netop nu – og det kan få alvorlige konsekvenser for russerne på grund af de høje tabstal i kampen om den østukrainske by.

»En alvorlig reducering eller en ødelæggelse af eliten af Wagners kamptropper ville få positive konsekvenser ud over selve slagmarken,« skriver ISW.

Tænketanken skriver, at Prigozjin har brugt sin magtbase og popularitet til at få stor indflydelse på det russiske samfund.

Det skulle han blandt andet have gjort ved at oprette Wagner-rekrutteringscentre i sportsklubber over hele Rusland, at åbne en ungdomsafdeling af sin lejesoldatgruppe og at turnere rundt i Rusland og fortælle skolebørn om Wagner-gruppen – og vise dem videoer af kampsituationer i Ukraine uden nogen former for filtre.

Jevgenij Prigozjin, der blev kendt som 'Putins kok', da han i sin tid optjente en massiv formue på lukrative cateringaftaler med Kreml, ses her sammen med Vladimir Putin i 2010.
Jevgenij Prigozjin, der blev kendt som 'Putins kok', da han i sin tid optjente en massiv formue på lukrative cateringaftaler med Kreml, ses her sammen med Vladimir Putin i 2010. Foto: Alexei Druzhinin
Vis mere

»Prigozjin er en af de mest ekstreme af de russiske prokrigs-nationalister,« skriver ISW.

Tænketanken tilføjer, at Wagner-stifteren derudover er en af de ganske få russere, som har en privat hær af betydelig størrelse og at Prigozjin endda er blevet nævnt som en potentiel trussel mod Putins magt eller præsidentens mulige afløser.

»At give Prigozjins magt og omdømme i Rusland et hårdt slag ville være en vigtig bedrift med tanke på de langsigtede udsigter til at genoprette fornuften i Rusland. Det er et mål, som er i USAs og Ukraines interesse, og det gør kampen om Bakhmut til andet og mere end blot et spørgsmål om territorium,« skriver ISW.

Om Jevgenij Prigozjin reelt opholder sig nær sine soldater ved frontlinjen i Bakhmut vides ikke.