Den russiske oligark Jevgenij Prigozjin er kommet mere og mere i fokus på det seneste.

Det har ikke skortet på forlydender om, at han får mere og mere magt – og nu føjes der nye alen til den fortælling.

Prigozjin – som står bag den berygtede lejesoldatgruppe 'Wagner' – pønser ifølge den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) på at starte sit eget politiske parti.

I sin seneste analyse om krigen i Ukraine skriver ISW, at Prigozjin vil starte en konservativ bevægelse, som kan ende med at blive et politisk parti.

ISW citerer det russiske oppositionsmedie Meduza for, at Prigozjin – der også går under tilnavnet 'Putins kok' – allerede skulle have skudt en informationskampagne i gang, hvor han langer ud efter elitens 'korruption' og lancerer sig selv som folkets mand.

Tidligere har der været forlydender om, at Prigozjins stigende magt i Rusland kan være en torn i øjet på Vladimir Putin, så hvordan vil præsidenten have det med et nyt Progozjin-parti?

Ifølge ISW er der ikke nødvendigvis tale om en interessekonflikt, idet Prigozjin ikke kritiserer Putin, men den russiske magtelite.

Tværtimod kan han ifølge den amerikanske tænketank forøge sin indflydelse hos den russiske præsident yderligere ved at gå i kødet på den del af eliten, som ikke nødvendigvis udviser den fornødne loyalitet mod styret – set med Putins øjne.

Jevgenij Prigozjin har tidligere afvist, at han har politiske ambitioner.

Han har ved flere lejligheder åbent kritiseret den russiske hærledelse med forsvarsminister Sergej Sjojgu i spidsen og gjort sig til talsmand for en optrapning af krigsindsats i Ukraine.