Det var bemærkelsesværdigt, da Vladimir Putin fredag annoncerede, at den delvise mobilisering af den russiske reserve var afsluttet.

Ikke på grund af det, der blev sagt – men på grund af hvem der flankerede præsidenten under det tv-transmitterede møde.

Sådan lyder det fra den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW), der løbende følger med i udviklingen i krigen i Ukraine.

For det var forsvarsminister Sergej Sjojgu, der tonede frem på de russiske tv-skærme sammen med Putin, da udmeldingen om, at de 300.000 russere nu var blevet mobiliseret til krigen i Ukraine. Sjojgu er ellers blevet gjort til prygelknabe for de russiske fiaskoer i krigen – uden at Putin har grebet ind og taget ham i forsvar.

»Putin kunne have annonceret afslutningen på mobiliseringen selv i stedet for under et møde med Sjojgu eller kunne have givet Sjojgu til opgave at meddele afslutningen på den forfejlede mobilisering på egen hånd,« skriver ISW.

Tænketanken ser det som et klart tegn.

Et tegn på, at Putin er ved at blive bekymret over, hvor stor indflydelse de russiske 'siloviki' – som magtens mænd i de inderste kredse blandt folk i sikkerhedstjenesterne og militæret kaldes – har fået på det seneste.

Det gælder ifølge ISW ikke mindst den russiske oligark Jevgenij Prigozjin, der står bag den berygtede lejesoldatgruppe 'Wagner', og ifølge en tidligere analyse fra tænketanken tilsyneladende sidder i en unik position for tiden.

Arkivfoto fra 2011 af Jevgenij Prigozjin (til venstre) og Vladimir Putin.
Arkivfoto fra 2011 af Jevgenij Prigozjin (til venstre) og Vladimir Putin. Foto: Misha Japaridze
Vis mere

En position, der samtidig gør det muligt for ham i stigende grad at udfordre Vladimir Putins monopol.

Dels fordi Putin er afhængig af Prigozjins private Wagner-hær, dels fordi oligarken nyder stor popularitet i Rusland, hvor han har mange følgere på Telegram – og ikke mindst fordi Prigozjin ifølge ISW har brugt udnyttet disse to faktorer til at skaffe sig mere magt blandt andet ved direkte at kritisere netop Sergej Sjojgu og forsvarsministeriets håndtering af krigen.

Både offentligt og angiveligt også i private samtaler med Putin.

Derfor antager ISW, at Putin ønsker at få Sjojgu mere frem i rampelyset igen, simpelthen for at skabe mere balance i magtforholdet mellem 'siloviki' som Prigozjin og det traditionelle magtapparat, som Sjojgu tilhører.

Den amerikanske tænketank hæfter sig derfor også ved, at Sergej Sjojgu mellem 23. og 26. oktober holdt flere møder med højtstående tyrkiske, kinesiske og vestlige embedsmænd, og at møderne blev omtalt massivt i de russiske medier.

Det står i skærende kontrast til sommeren, hvor den russiske forsvarsminister yderst sjældent viste sig offentligt.

»Sjojgus tilstedeværelse i medierne afhænger af Kremls godkendelse, idet Putin kan kontrollere, hvornår og om Sjojgu taler offentligt. Sjojgus siloviki-rivaler kontrollerer deres egne Telegram-konti og taler frit med medierne,« lyder det fra ISW.