»Jeg ser på min regering med helt andre øjne end før krigen.«

Sådan siger 39-årige Tatyana Efremenko til The Guardian. Og hun er bestemt ikke den eneste.

Tatyana leder stadig efter sin søn, som var ombord på flagskibet 'Moskva', der sank sidste måned efter at være blevet ramt af et ukrainsk missil.

Der har ikke været livstegn fra Tatyanas søn siden.

»Jeg ville gerne bruge nogle meget hårde ord om vores lederskab, men det er måske bedst, at jeg lader være, fordi de vil smide mig i fængsel for det,« tilføjer hun.

Tatyana Efremenko er bestemt ikke den eneste, hvis tillid til Vladimir Putins styre er blevet sat på en alvorlig prøve.

I takt med at det bliver sværere og sværere at skjule de høje tabstal og at krigen ikke går som planlagt, tager de kritiske røster ifølge The Guardian og flere andre internationale medier til.

Ikke mindst blandt soldaternes pårørende.

Ukrainske soldater stabler russiske lig i kølevogne.
Ukrainske soldater stabler russiske lig i kølevogne. Foto: Sergej Dolzhenko/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

I det russisk-kontrollerede områder i det østlige Ukraine har soldaterkoner for rullende kameraer ytret deres utilfredshed med, at deres mænd blev efterladt, mens russiske soldater trak sig tilbage nær Kharkiv.

The Guardian skriver også, at Rusland har afvist at modtage resterne af tusinder af russiske soldater, fordi det vil være det samme som en officiel indrømmelse af de høje tabstal.

Ukraine har tilbudt at sende ligene til Rusland, fordi krigsførende lande ifølge Volodymyr Lyamzi, som leder Ukraines civilmilitære samarbejde, er forpligtet til at returnere det andet lands faldne soldater.

Du kan følge med i udviklingen i krigen og hvordan den påvirker resten af verden – herunder Danmark – i vores liveblog, som du finder lige HER.