Allerede før faderens bisættelse startede, løb den første tåre ned ad kinden på den tidligere præsident George W. Bush. Sammen med konen Laura Bush var han netop ankommet til Washington Natioal Cathedral..

Anledningen var selvfølgelig George H. W. Bushs bisættelse i den amerikanske hovedstad. Og på forreste række udvekslede USAs nuværende præsident, Donald Trump, to akavede håndtryk med sin forgænger Barack Obama og dennes kone Michelle Obama.

Hverken Bill eller Hillary Clinton, der sad lige til højre for Obama-parret, kiggede i retning af præsident Trump. Og den nuværende præsident gjorde heller ikke noget forsøg på at hilse på hr. og fru Clinton eller for den sags skyld Jimmy Carter, den ældste nulevende præsident, der sad på samme række helt ude til venstre.

Den eneste af de fire tilstedeværende ekspræsidenter, der har talt med Donald Trump siden dennes indsættelse for snart to år siden, er George W. Bush.

Og luften var tydeligvis stadig iskold imellem Donald Trump og Bill Clinton, Barack Obama og Jimmy Carter.

I sin nye bog 'Becoming' skrev Michelle Obama således, at hun aldrig vil tilgive Donald Trump for dennes forsøg på at sprede rygter om Barack Obamas manglende fødselsattest - og dermed amerikanske indfødsret. Trump har til gengæld ved utallige vælgermøder råbt, at Hillary Clinton burde smides i fængsel.

Kærligheden imellem de kendte amerikanske politikere er således til at overse. Men trods eventuelle underliggende fjentligheder, benyttede alle onsdagens højtidlighed til at holde masken og vise deres respekt for den afdøde præsident George H. W. Bush.

Blandt de udenlandske gæster i kirken er Englands prins Charles og Tysklands kansler, Ankela Merkel. Og dagens sidste taler er familiens ældste søn og USAs 43. præsident, George W. Bush, der med egne ord 'forgudede' sin far.

Efter onsdagens bisættelse vil George Herbert Bushs kiste bringes tilbage til Texas, hvor præsident skal begraves side om side med konen Barbara Bush, der døde i april. George og Barbara Bush var gift i 73 år.