Syvårige Filip Kwansy er dødssyg af blodkræft. Han har ganske kort tid igen, og han har kun ét ønske, inden han dør.

Det handler hverken om at få lov til at køre i Ferrari eller tømme en legetøjsbutik. Nej, den lille polske dreng, der bor i Colchester i England, vil bare have lov til at blive begravet i samme kiste som sin mor, der også døde af kræft tilbage i 2011.

Det skriver The Independent.

Men for at opfylde ønsket skal der indsamles mange penge, fordi det er en dyr omgang at grave en kiste op og placere den lille dreng ved siden af sin mor. Desuden er moderen begravet i hjemlandet Polen, og familien skal derfor ud på en lille rejse, når Filip Kwasny dør.

Sammen med sin far, Piotr Kwasny, har Filip nu startet en indsamling til formålet. Indtil videre er der rejst 22.000 engelske pund (cirka 188.000 kroner), og i skrivende stund mangler der 6.500 engelske pund – eller cirka 55.600 danske kroner.

Filip er henrykt over, at der allerede indsamlet så mange penge, og at ønsket nu er endnu tættere på at blive til en realitet, fortæller faderen.

»Filip siger, at jeg er hans engel, som skal passe på ham, mens han lever, mens hans mor skal passe på ham, når han er død,« fortæller Piotr Kwasny.

»Jeg ved ikke, om han kan huske sin mor, fordi hun døde, da han var helt lille. Men han har besøgt hendes grav, og her har han talt med hende,« siger faderen.

Familien har ikke mange midler, og ifølge Piotr Kwasny må både Filips stedmor og hans søskende blive tilbage i England, når han skal begraves i Polen. Og tilmed er Filip Kwasny ved at blive så syg, at han måske kun har få uger igen. Kræften har også spredt sig til tarmene, og han er nu en terminal patient.

Tilbage i november modtog den syvårige dreng en stærkere kemoterapi, men behandlingen fejlede, og i januar forsøgte lægerne at give ham en stamcelletransplantation, som også mislykkedes.

»Hans mave har samlet en masse væske, og hans lunger bliver presset, så han har svært ved at trække vejret. Han kaster op, når han spiser. Han er enten døsig, eller så skriger han af smerte. Det er hjerteskærende for mig at se. Han ved, at han snart skal dø,« siger Piotr Kwasny.