Redningsarbejdere leder stadigvæk efter overlevende, efter at en syvårig pige blev fundet begravet i live.

Mindst 34 personer er døde i et jordskred i det nordvestlige Colombia søndag.

Det oplyser katastrofemyndighederne i landet mandag.

En bus blev begravet i jordskreddet, der kommer efter en periode med kraftig regn.

Katastrofen indtraf 230 kilometer nordvest for hovedstaden Bogotá i provinsen Risarald.

Bussen var på vej fra den tredjestørste by Cali til landsbyen Condoto.

Redningsarbejdere leder stadigvæk efter overlevende. Ifølge myndighederne er ni personer blevet fundet i live. En af dem er en syvårig pige, der klamrede sig til sin afdøde mor.

På Twitter skriver landets præsident, Gustavo Petro, at ulykken er en tragedie.

- Solidaritet til familierne til ofrene, skriver Petro, der i samme ombæring lover mere hjælp fra den nationale regering.

Ifølge myndighederne er otte af de bekræftede omkomne mindreårige. Ofrene er blevet transporteret til en lokal sportshal.

Jordskred er ikke ualmindelige i Colombia, hvis landskab er præget af bjerge samt dårligt konstruerede huse.

Landet vil fokusere på at plante mere skov for at undgå lignende ulykker i fremtiden. Det skriver miljøminister Susana Muhamad på Twitter.

Colombia har været præget af en usædvanlig kraftig regnsæson. Det skyldes vejrfænomenet La Niña.

Alene i år har hændelser udløst af kraftig regn kostet flere end 216 personer livet og gjort 538.000 hjemløse ifølge regeringsstatistikker. 48 personer er meldt savnede i landet.

I 2017 omkom flere end 320 personer i byen Mocao efter det største jordskred i nyere tid.

/ritzau/Reuters