En lille pige døde af dehydrering og chok, otte timer efter hun var blevet tilbageholdt af grænsemyndigheder.

En syvårig pige fra Guatemala døde af dehydrering og chok, otte timer efter at hun var blevet tilbageholdt af de amerikanske grænsemyndigheder.

Det bekræfter føderale immigrationsmyndigheder i USA ifølge The Washington Post torsdag. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Pigen og hendes far blev tilbageholdt af immigrationsmyndighederne nær Lordsburg i den amerikanske delstat New Mexico den 6. december. De var del af en gruppe på 163 migranter.

Pigen døde ifølge avisen af dehydrering og chok, mere end otte timer efter at hun var blevet taget i forvaring af myndighederne.

Det er uvist, hvad der skete med pigen i løbet af de otte timer, før hun fik en række anfald og blev fløjet til et hospital i El Paso i den vestlige del af Texas.

I en erklæring oplyser den amerikanske grænsekontrol, at pigen hverken havde fået mad eller drikke i flere dage.

Ifølge The Washington Post fik pigen en række anfald tidligt om morgenen den 7. december. Ambulancereddere målte hendes temperatur til 40,9 grader. Hun blev fløjet til hospitalet, hvor hun døde. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Navnet på pigen og hendes far er ikke blevet frigivet.

Det agentur, der normalt sørger for mad og drikke til tilbageholdte migranter i USA, er ved at undersøge episoden for at sikre, at alle procedurer er blevet overholdt.

- Vi vil straks kræve svar på denne tragedie, skriver demokraten Jerry Nadler på Twitter.

Donald Trump har i særdeleshed fokuseret på en hård indvandringspolitik under sit præsidentskab, og han har blandt andet lovet at bygge en grænsemur til Mexico.

I sommer indførte hans administration "nultolerance", hvilket resulterede i, at børn og forældre, der ankom til USA's grænse, blev skilt ad.

Det forårsagede et både nationalt og internationalt ramaskrig, hvorefter størstedelen af politikken blev trukket tilbage.

/ritzau/