Syv minutter. Så kort tid tog det angiveligt at skære journalist Jamal Khashoggi i småstykker. Mens han stadig var i live, vel at mærke.

Imens hørte hans bøddel musik. »Det holder jeg af, når jeg udfører mit arbejde,« skulle han have sagt ifølge det uafhængige nyhedsmedie Middle East Eye.

Det er endnu en unavngiven kilde fra det tyrkiske efterforskningshold, der har lækket nye gruopvækkende informationer fra lydoptagelser inde fra selve konsulatet, som holdet efter sigende er i besiddelse af.

Optagelser, der med al tydelighed fortæller, at missionen for den saudiske dødspatrulje - som var ankommet tidligere samme dag, som Jamal Khashoggi skulle aflægge besøg på konsulatet - var klar.

59-årige Jamal Khashoggi skulle slås ihjel.

Lige siden, at sagen om Jamal Khashoggi forsvinden efter et besøg på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul 2. oktober kom frem, har det stenrige kongerige med kronprins Mohammed bin Salman i spidsen insisteret på, at de intet kendskab havde til hans forsvinden.

At han forlod konsultatet ganske kort efter.

Men dag for dag er deres forklaringsproblem bare vokset. Og en sønderlemmende kritik er haglet ned over oliestaten fra stort set hele verden. Ikke mindst den vestlige.

Den saudiske kronprins Mohammed bin Salman har siden 2. oktober insisteret på, at han og landet intet har at gøre med Khashoggis forsvinden.
Den saudiske kronprins Mohammed bin Salman har siden 2. oktober insisteret på, at han og landet intet har at gøre med Khashoggis forsvinden. Foto: KARIM SAHIB/AFP
Vis mere

Senest har G7's udenrigsministre lagt pres på Saudi-Arabien for svar. Og konsekvens for de ansvarlige.

Og alt peger altså på, at de ansvarlige har tætte bånd til netop kronprins Mohammed bin Salman.

Af den 15 mand store dødspatrulje, der ankom til Istanbul i saudiske privatfly samme dag, har bl.a. The New York Times og The Washington Post allerede kunnet dokumentere forbindelsen til toppen af det saudiske hierarki for adskillige af dem.

Ikke mindst netop Jamal Khashoggis bøddel. Han hedder Salah Muhammad al-Tubaiqi og er retsmedicinsk chef i Indenrigsministeriet.

Konsulens bolig, som er stadig ikke gennemsøgt for beviser.
Konsulens bolig, som er stadig ikke gennemsøgt for beviser. Foto: OZAN KOSE/AFP
Vis mere

Fra konsulatet har det tyrkiske efterforskningshold angiveligt såvel en videooptagelse, der skulle stamme fra Jamal Khashoggis eget Apple-watch, samt den tidligere nævnte lydoptagelse.

Det er i dén, at man ifølge Middle East Eyes kilde kan høre, at den 59-årige journalist bliver slæbt fra generalkonsulens kontor til det tilstødende bibliotek. Skrigene er øredøvende.

I biblioteket tvang man Jamal Khashoggi op på et bord, hvor han fik en sprøjte. Og så gik parteringen i gang med en bensav. Efter at retsmedicineren havde taget høretelefoner på for at lytte til musik imens.

»Det skulle I også tage at gøre,« skal han ifølge kilden have sagt til de øvrige medlemmer af dødspatruljen, som befandt sig i biblioteket sammen med ham.

Arkivfoto af den formodede dræbte journalist Jamal Khashoggi.
Arkivfoto af den formodede dræbte journalist Jamal Khashoggi. Foto: Hasan Jamali
Vis mere

Ud fra de - stadig ubekræftede - oplysninger, der foreløbig er kommet ud, skulle det parterede lig efterfølgende være transporteret til konsulens bolig. Og det skulle være her, at dødspatruljen ved hjælp af syre skulle have skaffet sig af med resterne.

I skrivende stund har det tyrkiske efterforskningshold endnu ikke færdiggjort finkæmningen af konsulens bolig, og derfor vides det ikke, om yderligere beviser på drabet findes der.

Ifølge seneste rapporter fra efterforskningsholdet har man allerede fundet 'stærke beviser' på selve konsulatet.