Gruppe er skuffet over, at det globale samfund ikke tager ansvar for IS-krigere. Kræver særlig domstol.

Den kurdiskledede oprørsgruppe Syriens Demokratiske Styrker (SDF) ønsker, at der oprettes en international domstol til at retsforfølge de krigere fra Islamisk Stat (IS), som SDF holder fanget.

Udmeldingen kommer, efter at den militante gruppe IS i weekenden blev erklæret besejret i Syrien.

- Vi beder verdenssamfundet om at etablere en særlig international domstol i det nordøstlige Syrien til at retsforfølge terrorister, lyder det i en udtalelse fra SDF, der er støttet af USA.

På den måde kan "retssager blive gennemført på en retfærdig måde og i overensstemmelse med international lov og konventioner", skriver SDF.

SDF har tidligere advaret om, at de tusindvis af udenlandske IS-krigere, som gruppen holder fanget, kan udgøre en fare i fremtiden.

Ifølge SDF er 5000 hellige krigere - både syriske og udenlandske - blevet taget til fange siden januar i år.

Mange af soldaternes hjemlande er dog afvisende over for at lade dem komme tilbage til retsforfølgelse i hjemlandet.

- Den kurdiske administration i det nordøstlige Syrien har anmodet det internationale samfund om at tage ansvar for de medlemmer af terrororganisationen, som er tilbageholdt af de kurdiske styrker.

- Desværre har vi ikke fået noget svar, skriver SDF i mandagens erklæring.

SDF erklærede lørdag "100 procent territorial sejr" over IS.

Det skete, efter at de sidste afgørende kampe havde udspillet sig i den lille syriske landsby Baghouz i løbet februar og marts.

Om fredagen erklærede USA, at IS' kontrol er "100 procent elimineret".

/ritzau/AFP