ISRAEL: Et køretøj fra det israelske militær, der patruljerer på grænsen til Syrien, blev søndag ramt af vildfarne kugler fra nabolandet. Ifølge en talskvinde fra det israelske militær kom ingen til skade. Det skriver Reuters.

Hændelsen er den seneste af vildfarne kugler, der stammer fra kampene mellem præsident Bashar al-Assad og oprørerne i Syrien.

- Kugler ramte et patruljekøretøj langs grænsen, men forårsagede ingen skade. En klage er blevet indgivet til FN, som nu undersøger episoden, udtaler talskvinden ifølge Reuters.

Israel har været i højeste alarmberedskab langs den nordlige grænse, da borgerkrigen i Syrien har spredt sig til landsbyer og byer i nærheden.

BNB/Reuters