USA: Han forsøgte sig som både skuespiller som sin far og som filmskaber. Men fredag blev Sage Stallone, søn af aktionfilmstjernen Sylvester Stallone, fundet død i sit hjem i Hollywood, fortæller hans advokat ifølge Reuters.

Politiet og advokaten har givet forskellige beskrivelser af, hvordan den 36-årige Stallone blev fundet, men der er ikke sket en forbrydelse. Det slår politiet fast.

Ifølge talsmand fra Los Angeles politi, Andy Neiman, kunne ingen få fat på den yngre Stallone, og derfor kørte ordensmagten ud til hans adresse, hvor han lå omkommet.

En noget anderledes forklaring kommer fra advokaten, som mener, at det var husholdersken, som fandt ham.

- Det er tragisk. Han var en ung, talentfuld ekstremt dygtig filmskaber og en dejlig person, siger advokaten George Braunstein.

- Vi kender ingen detaljer, men det må have været en tragisk ulykke. Han var fuld af liv og arbejdede på projekter, forklarer han og afviser samtidig selvmord.

- Han var slet ikke depressiv eller noget i den dur.

BNB