En svensk kvinde mistede sit ufødte barn, da hun blev sendt hjem fra sygehuset på grund af pladsmangel. Nu påtager sygehuset sig skylden.

Det er ikke kun i Danmark, at travle og stressede jordemødre har svært med at få enderne til at mødes på overfyldte fødegange, og hvor fødende kvinder risikerer at blive afvist og sendt videre på grund af pladsmangel.

Også i vores naboland Sverige er manglende ressourcer på fødeafsnittene tilsyneladende et kendt fænomen.

Og det har fået fatale følger for en højgravid kvinde, der sidste år mistede sit ufødte barn. Sagen er så grel, at det svenske universitetssygehuset i Lund nu har valgt at melde sig selv for at have svigtet kvinden.

Det skriver det svenske medie aftonbladet.se.

Den tragiske hændelse fandt sted i september, da den 35-årige kvinde, der var i 41. uge af graviditeten, kom ind på universitetshospitalet i Lund for at blive igangsat.

Personalet havde målt, at kvindens blodtryk var højt, og selv om barnets hjertefrekvens og ultralyd var normalt, så ville man gerne igangsætte fødslen.

Men da der ikke var nogen ledige fødestuer,  besluttede man i stedet at sende kvinden hjem, skriver Aftonbladet, der citerer det svenske nyhedsbureau Siren.

Kvinden fik besked på at komme tilbage næste dag for at blive igangsat i stedet.

Da hun var på vej hjem, kunne hun mærke, at veerne kom tilbage. Hun ringede igen til sygehuset, men sygehuset insisterede på, at hun skulle vente med at komme til veerne blev mere regelmæssige.

Kvinden overnattede derfor derhjemme, hvor veerne fortsatte. På et tidspunkt blev hun også ramt af et ildebefindende. Smerterne aftog dog, inden det blev morgen, og hun tog derfor som aftalt ind på sygehuset. Der fik hun dog den nedslående besked: Barnet var dødt.

Ti måneder efter den tragiske hændelse er Universitetssygehuset i Lund tilsyneladende nået frem til, at det ikke var en klog beslutning at sende den højgravide kvinde hjem. Derfor har sygehuset nu valgt at anmelde sig selv til myndighederne for svigt i sagen.

Ifølge sygehuset er man nået frem til, at barnet ’sandsynligvis ville have overlevet, hvis patienten var blevet indlagt med det samme og man da havde startet fødslen’, skriver Aftonbladet. Sygehuset skriver desuden i indberetningen af sig selv, at de travle omstændigheder og manglende fødestuer nok har påvirket de ’medicinske beslutninger’.

Jessica Wixell Callmer, der er sygehusets fungerende direktør, udtaler, at man føler med familien:

»Det er en meget tragisk hændelse, og vi føler med familien. Vi arbejdet nu med at udvide antallet af sengepladser,« siger hun.

Ifølge jordemoderforeningen anbefales det i Danmark, at alle fødsler afsluttes inden den gravide går ind i uge 42. Alle gravide tilbydes derfor i gangsætning mellem uge 41 + 2 og uge 41 + 5.