Indbyggerne i Sydossetien skal i juli til folkeafstemning for at afgøre, om de vil være russere.

Den georgiske løsrivelsesrepublik Sydossetien vil den 17. juli afholde folkeafstemning om at slutte sig til Rusland.

Det siger Sydossetiens afgående præsident, Anatolij Bibilov.

Det russiske nyhedsbureau Tass skriver, at han har udstedt et præsidentdekret om folkeafstemningen.

I dekretet tales der om befolkningens "historiske længsel" efter at slutte sig til Rusland.

Bibilov har også været på beskedtjenesten Telegram.

- Vi vender hjem, skriver han.

- Tiden til at blive forenet én gang for alle er inde. Sydossetien og Rusland vil være sammen. Det er begyndelsen på en ny stor historie, skriver Bibilov ifølge AFP.

Der bor omkring 60.000 mennesker i Sydossetien, der grænser op til Nordossetien, som er en del af Rusland.

Rusland anerkendte Sydossetien og også området Abkhasien som selvstændige republikker efter at have udkæmpet en kort krig med Georgien i 2008.

De to republikker rev sig løs fra Georgien.

I onsdags sagde Alan Glagoev, der netop har besejret den afgående præsident Bibilov ved præsidentvalget, til Tass, at han vil holde en folkeafstemning om at slutte sig til Rusland, men at Rusland skal være med på planen.

- Dette er ikke en ensidig proces, sagde han ifølge Tass.

- Vi må forstå vor strategiske partner (Rusland). Så snart der er et signal, så snart der er en forståelse af, at tiden er inde, så vil vi bestemt holde folkeafstemning, sagde han.

Nu har Bibilov så realiseret folkeafstemningen til afholdelse om to måneder.

Rusland har i årevis støttet både Sydossetien og Abkhasien.

Indbyggerne i de to områder er siden 2008 blevet tilbudt russisk statsborgerskab, har fået økonomisk støtte, og tusindvis af russiske soldater er udstationeret i republikkerne.

Krigen mellem Rusland og Georgien opstod, fordi Georgien sloges mod prorussiske militser i Sydossetien, hvorfra georgiske landsbyer blev bombarderet.

Rusland angreb Georgien. Kampene sluttede efter fem dage med en EU-mæglet våbenhvile.

Da var 700 mennesker dræbt, og titusindvis af mennesker var internt fordrevne i Georgien.

Rusland har anerkendt Sydossetien og Abkhasien som selvstændige stater, ligesom Rusland har anerkendt de to prorussiske områder Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine som selvstændige republikker.

I øjeblikket raser krigen i Donetsk og Luhansk, hvor separatister også har talt om at lade sig indlemme i Rusland.

/ritzau/Reuters