Glade nordmænd på vinterferie kom ud for et sandt mareridt, da de torsdag lagde vejen forbi svømmehallen i Jørstadmoen lige udenfor Lillehammer.

Kloranlægget var nemlig gået amok i Jorekstad Fritidsbad.

Det betød, at mange af de 150 besøgende i badet måtte hive efter vejret og fik meget sviende øjne.

Det skriver norske VG.

44-årige Maria Therese Sivertsen var taget med familien i svømmehallen.

Hun siger:

»Det var som at blive gasset ihjel. Jeg fik kvalme.«

Hun beskriver, hvordan der pludselig stank meget intenst af klor i hele hallen.

Hendes yngste dreng på syv år begyndte at få smerter i hænderne, hans øjne kløede, og hans hud blev kridhvid.

»Mit barn stod og skreg af smerte,« siger Maria Therese Sivertsen.

Terje Rønning er daglig leder af Jorekstad Fritidsbad. 

Han bekræfter hændelsen og beklager.

»Vi har været i kontakt med mange, der har oplevet stærke gener i øjnene. Flere stod og dunkede deres børn i ryggen, fordi de havde voldsomme hosteanfald. Der kom på grund af en fejl i maskinen alt for meget klor i bassinet. Det må selvfølgelig ikke ske,« siger han.

Ifølge ham skal der være fire milligram klor per liter vand. Tirsdag morgen var der stadig otte milligram per liter vand i svømmehallen.

Svømmehallen blev lukket straks efter, at fejlen blev opdaget.