Under corona-pandemien har omverdenen igen og igen kastet et kritisk blik på Sverige.

Vores nordiske broderfolk har nemlig valgt en helt anden tilgang til bekæmpelsen af sygdommen end de fleste andre lande.

Hvor de fleste lande - blandt andet Danmark - lukkede samfundet fuldstændig, da virussen begyndte at sprede sig i befolkningen, har der i Sverige under hele krisen hele tiden været åbent i skoler, restauranter, fitnesscentre og så videre.

Det har betydet højere dødstal nu og her og samtidig affødt en heftig debat om, hvorvidt svenskerne måske i virkeligheden sad med den lange ende:

Stockholmerne kunne fortsætte med at gå ud og spise på restauranter, mens store dele af verden lukkede ned.
Stockholmerne kunne fortsætte med at gå ud og spise på restauranter, mens store dele af verden lukkede ned. Foto: JESSICA GOW
Vis mere

Kunne svenskerne med deres mindre restriktive tilgang opnå den eftertragtede flokimmunitet og dermed få et mere effektivt greb om virussen i sidste ende?

Manden bag den svenske strategi er statsepidemiolog Anders Tegnell, og han har gang på gang måttet stå på mål for strategien.

For en måneds tid siden sagde Anders Tegnell i et interview med DR, at andre landes restriktive tiltag kun kan holde i et begrænset tidsrum.

»Efter det bliver man nødt til at finde en anden model, og så kan den svenske være god og meget mere holdbar. I Sverige er den definitivt mere holdbar,« sagde han.

Den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell. (Arkivfoto)
Den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell. (Arkivfoto) Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Nu undsiges han af sin forgænger på posten.

Den tidligere svenske stasepidemiolog Annika Linde sad på posten fra 2005 til 2013.

Hun siger i et interview med den svenske avis Dagens Nyheter, at hun tvivler på den svenske coronastrategi.

»Jeg tror ikke, at vores strategi på lang sigt vil give det bedste resultat,« siger hun til avisen.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: RONALD WITTEK
Vis mere

Næsten halvdelen af alle landets coronarelaterede dødsfald er sket på plejehjem, og det er da også især på ældreområdet, at Annika Linde er kritisk.

Hun mener, at myndighederne har manglet en strategi for, hvordan coronavirussen kunne holdes ude af plejehjemmene. Besøgsforbud og håndhygiejne er nemlig slet ikke nok, mener hun.

»Det viste sig at være fuldstændig utilstrækkeligt med tanke på den risiko for spredning, der er i forbindelse med den arbejdsgang, man har, når man arbejder med ældrepleje,« siger hun og tilføjer:

»Man undervurderede problemet. Det var en klar fejlvurdering.«