Den svenske statsminister, Stefan Löfven, har mistet sin mor, Iris.

Det fortæller den svenske statsminister i en kort udtalelse.

Det skriver den svenske avis Expressen.

»I nat døde min mor Iris Melander. Hun blev 90 år gammel. Jeg kom som fosterbarn til Iris og Tue Melander som et-årig. De tog hånd om mig, de blev mine forældre, og de gav mig en fin og kærlighedsfuld barndom,« siger Stefan Löfven.

»Jeg savner hende meget,« uddyber den svenske statsminister, som fortæller, at moderen har haft en stor betydning for hans liv.

Ikke mindst når det kommer til medmenneskelighed og sin forkærlighed for politik.

Stefan Löfvens mor blev 90 år gammel.

Under coronapandemien har Stefan Löfven ikke besøgt sin mor så meget, som han gerne ville.

Det har han tidligere fortalt i et interview.

»Jeg ringer til hende og holder kontakt, men vi skal jo ikke besøge ældre mennesker, så det gør jeg ikke. Jeg har lyst til det, men det indebærer en for stor risiko. Vi skal passe på vores ældre og andre risikogrupper,« sagde Löfven.

Det står ikke klart, hvad Iris Melander er død af.