Sveriges Riksdag skal efter valg af talman holde tillidsafstemning om statsminister Stefan Löfven.

Stockholm. Sveriges Riksdag har mandag valgt de borgerlige partiers kandidat, Andreas Norlén, fra Moderaterna, til den vigtige post som talman, der kommer til at udpege den næste statsminister.

Talmannen besluttede som det første, at Riksdagen tirsdag skal holde en tillidsafstemning om statsminister Stefan Löfven. Det oplyser ledende socialdemokrater til TT.

Talmannen kommer traditionelt fra det parti, som har fået flest stemmer, men denne tradition er blevet brudt i den nuværende situation.

Talmannen har tre vicetalmän til at hjælpe sig. Disse kommer som regel fra det andet- og tredjestørste parti. Men disse valg blev mandag kompliceret ved, at Sverigesdekraterna (SD) efter valget er det tredjestørste parti.

Socialdemokraterne meddelte, at de ikke ville stemme på SD's kandidat. I stedet støttede partiet en kandidat fra Vänsterpartiet, der hedder Lotta Johnsson Fornarv.

SD-lederen Jimmie Åkesson udtrykte håb om, at de fire borgerlige partier ville stemme på hans partis kandidat, Björn Söder, til gengæld for partiets støtte til Moderaternas kandidat.

Mandagens samling i Riksdagen var den første efter valget i Sverige 9. september.

Talman er det højeste embede, man kan vælges til i Sverige. Formelt set er det talmannen, som leder arbejdet i Riksdagen, som har 349 medlemmer. Han får dermed afgørende betydning for en regeringsdannelse.

Talmannen kommer med forslag til, hvem der skal være statsminister efter at have ført forhandlinger med de forskellige partiledere.

Talmannen har fire forsøg til at foreslå en statsminister. Hvis ingen af hans kandidater godkendes, skal der udskrives et nyt valg.

Det er fortsat uklart, hvilken regering Sverige får, da både den røde og den blå blok er uden klart flertal, da ingen af blokkene vil samarbejde med Sverigedemokraterna.

/ritzau/TT