Sverigedemokraternas partiformand, Jimmie Åkesson, ser gerne, at statsepidemiolog Anders Tegnell tager ansvar "for de fejlbeslutninger, der er taget", og forlader sit job.

Det skriver Åkesson i et debatindlæg i avisen Dagens Nyheter lørdag.

Tegnell har ansvaret for den svenske strategi under coronaudbruddet.

Men ifølge Sverigedemokraternas leder er landets coronastrategi baseret på løst funderede antagelser og er mislykkedes.

- Vore ældre har tydeligvis ikke fået den beskyttelse og støtte, som de med al ret kan forvente sig, skriver Jimmie Åkesson.

Han opremser tidligere udtalelser fra Tegnell og andre repræsentanter for den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, som han betegner som "groft fejlagtige".

Derfor bør Tegnell og andre ansvarlige gå af, mener politikeren.

Jimmie Åkesson kritiserer også den socialdemokratiske regering for "svagt politisk lederskab". Han kræver, at regeringen nu tager større ansvar for udviklingen.

Sverige har siden coronaudbruddets begyndelse registreret i alt 4656 dødsfald blandt de smittede.

Danmark, der har godt halvt så mange indbyggere som Sverige, har 587 døde.

I takt med, at dødstallet er steget, er svenskernes tvivl på tilgangen også steget. Tidligere på ugen viste en meningsmåling, at svenskerne har dalende tiltro til, at regeringen og Folkhälsomyndigheten kan håndtere udbruddet.

I april havde 63 procent af svenskerne tiltro til regeringens kurs over for coronaudbruddet. Det tal er i juni faldet til 45 procent, viser en måling fra tv-stationen SVT.

Og hvor 73 procent i april sagde, at de havde tillid til Folkhälsomyndighetens evne til at håndtere udbruddet, er det i juni 65 procent.

Onsdag erkendte Anders Tegnell i et interview, at Sverige burde have truffet flere forholdsregler mod det nye coronavirus fra begyndelsen.

- Skulle vi komme til at støde på samme sygdom med præcis den viden, som vi har i dag, tror jeg, at vi ville have gjort en mellemting mellem det, som Sverige har gjort, og det, som resten af verden har gjort, siger Tegnell til nyhedsprogrammet Ekot på Sveriges Radio.

Sverigedemokraterna har opbakning fra omkring 19 procent af vælgerne, viser meningsmålinger.

Dermed er det indvandringskritiske parti lige så stort som det borgerlige parti Moderaterna, men ligger et godt stykke efter det socialdemokratiske regeringsparti.

Socialdemokraterna er med lidt over 30 procents opbakning fortsat Sveriges største parti.

/ritzau/TT