Tidligere skulle man steriliseres for at kunne skifte køn. Det beklager Sveriges regering med en pose penge.

Stockholm. 225.000 svenske kroner.

Det er, hvad regeringen i Sverige stiller i udsigt til transkønnede, der i forbindelse med kønsskifteoperationer er blevet tvunget til at lade sig sterilisere.

Sterilisationen var et krav ved kønsskifte i Sverige fra 1972 og frem til juli 2013, hvor loven blev ændret. Men nu skal de kunne søge erstatning, foreslår sundhedsminister Gabriel Wikström.

Beløbet svarer til godt 175.000 danske kroner.

- Vi vil markere, at kravet om sterilisation ifølge denne regering var en fejl. Det er en tilgang, som ikke stemmer overens med dagens menneskesyn, og derfor vil vi betale erstatning til dem, som blev steriliseret i løbet af denne periode, siger ministeren.

For at have ret til erstatningen skal man have ansøgt om kønsskifte mellem 1972 og 2013 og fået godkendt den ansøgning.

Regeringen anslår, at omkring 600 personer vil kunne søge den økonomiske kompensation.

- Vi skal gøre processen så enkel som mulig, så tanken er ikke, at det skal være nogle langtrukne udredninger, siger Gabriel Wikström.

RFSL, den svenske organisation for blandt andet homo-, bi- og transseksuelle, er umiddelbart begejstret for regeringens tiltag. Men beløbet er ikke stort nok, lyder det.

- Som udgangspunkt er det fantastisk, at Sverige kan blive det første land i verden til at give erstatning til den her målgruppe, siger Frida Sandegård, formand for RFSL.

Foreningen mener, at 300.000 svenske kroner ville være et mere passende beløb i forhold til den krænkelse, som sterilisationen har været.

Ifølge Frida Sandegård vil penge dog aldrig kunne gøre op for indgrebet.

- Erstatningen er jo en anerkendelse af overgrebet fra statens side, men man kan jo aldrig helt kompensere for de skader, der er sket, fordi en del ønskede at få biologiske børn, men kan nu aldrig få det, siger hun.

De 225.000 er beregnet ud fra, at en række personer, der blev steriliseret af medicinske, sociale eller racehygiejniske grunde frem til 1970'erne, ved årtusindskiftet fik erstatning på 175.000 svenske kroner. Det beløb er så blevet fremskrevet til i dag.

/ritzau/TT