Den borgerlige svenske regering dropper stop for atomkraft og åbner op for at bygge 10 nye atomreaktorer. Erhvervslivet jubler, mens oppositionen er rystet.

Med en energipolitisk kovending åbnede Sveriges borgerlige regering i dag op for byggeriet af 10 nye atomreaktorer.

Efter årtiers uenighed i den borgerlige lejr er de fire regeringspartier nu enige om at satse på atomkraft som del af en nyt energipolitisk udspil.

Erhvervslivet jubler, miljøorganisationer raser, og oppositionen siger nej og holder fast i, at atomkraften fortsat skal afvikles i Sverige.

Ved en folkeafstemning i 1980 stemte svenskerne for en fornuftig afvikling af atomkraft, men foreløbig er det kun Barsebäckværkets to reaktorer, der er lukket.

De fire borgerlige partiledere kalder deres nye fælles fodslag for historisk og udråber Sverige som foregangsland på energiområdet.

Især for Centerpartiets leder, erhvervsminister og vicestatsminister Maud Olofsson, er der tale om et kursskifte, da modstanden mod a-kraft tidligere har været en del af hendes partis identitet.

/ritzau/TT