Sverige indfører midlertidigt krav om negativ coronatest for rejsende fra Kina, bekræfter Sveriges socialminister, Jakob Forssmed.

»Pandemien er ikke forbi,« konstaterer han på et pressemøde torsdag.

Det fortæller svenske Aftonbladet.

8. januar forventes Kina at ophæve landets udrejserestriktioner.

Det betyder, at kinesere igen kan rejse fra Kina til EU, forklarer formanden for EUs krisestyringsmekanisme, IPCR, Eva Schultz, onsdag.

Her opfordrede IPCR EUs medlemslande til at coronateste indrejsende fra Kina, inden de kom ind i landet.

Samtidig opfordres passagerer fra Kina til at bære mundbind på hele turen, og samtidig mener man, at EU-landene bør lave stikprøvekontrol af tilrejsende og desuden teste spildevand fra flyene med ankomster fra Kina.

Derned tilslutter Sverige sig en række EU-lande, der også har valgt at indføre coronarestriktioner for kinesiske indrejsende.

Spanien, Frankrig og Italien har allerede indført restriktioner. Og nu altså også Sverige.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har bedt SSI vurdere, om man i Danmark bør bede om negative coronatest af indrejsende fra Kina.