Flere svenske regioner slår nu alarm omkring RS-virussen.

Og i flere tilfælde opfordrer man kraftigt forældrene til at holde de yngste hjemme fra institutioner.

Det skriver blandt andet Aftonbladet, der melder, at hospitalerne slår alarm om overfyldte akutmodtagelser.

Ligesom i Danmark døjer nabolandet Sverige også med en tredobbelt epidemi med coronavirus, influenza og RS-virus

Spredningen af ​​RS-virus blandt små børn er høj i store dele af Sverige. Ofte bliver de yngre børn smittet af deres søskende, der går i børnehave.

Anbefalingen om at holde de yngste hjemme gælder blandt andet i Västra Götalandsregionen, som er området omkring Göteborg.

»Det er frem for alt de yngste børn, der kan blive meget syge af RS, og det er vigtigt at forsøge at beskytte dem på den bedste måde, og det er en måde at mindske risikoen for, at smitten kommer ind i familien,« siger Thomas Wahlberg, der er infektionslæge i Västra Götalandsregionen.

Anbefalingerne blev indført 13. december og skulle gælde frem til weekenden, men forlænges frem til 22. januar, fordi smittespredningen stadig er så høj.

Sundhedsstyrelsen appellerer samtidig til det svenske folk om at blive hjemme, hvis de er syge for ikke at bidrage til endnu mere spredning af RS, influenza og covid.

Allan Randrup Thomsen har tidligere opfordret gennem B.T., at man som pårørende tænker sig om, inden man mødes med ældre eller folk, der er i risikogruppen. Specielt hvis man skal besøge et plejehjem:

»Er du i tvivl, så tag en antigentest. Det er en virkelig stor hjælp over for de ældre,« fastslår han specifikt mod coronavirus.

Samtidig må personalegruppen på plejehjemmene også gerne tænke sig om en ekstra gang.