Smittespredningen i Sverige er nu så lav, at beboere på plejehjem og ældreboliger snart kan få besøg igen.

Mens coronasmitten stiger mange steder i Europa, ligger antallet af coronasmittede, intensivpatienter og døde med coronasmitte på et stabilt niveau i Sverige.

- Nogen stor smittespredning i Sverige har vi ikke lige nu, siger statsepidemiolog Anders Tegnell tirsdag.

Derfor vil det besøgsforbud, der har været gældende i ældreomsorgen, blive ophævet fra 1. oktober.

- Vi forstår, at der er mange, der har længes efter at besøge deres nære og kære, siger Katrin Westlund, jurasagkyndig ved den svenske socialstyrelse.

Hun understreger, at det er vigtigt at sikre, at besøg kan finde sted under forhold, der begrænser smitterisikoen.

Socialminister Lena Hallengren betegner det som glædeligt, at besøgsforbuddet nu kan ophæves om få uger.

- Men vi befinder os stadig i en pågående pandemi. Der er en risiko, når vi ophæver forbuddet. Jeg vil have, at alle tager ansvar, siger socialministeren ifølge svensk tv på en pressekonference tirsdag.

Siden fredag er yderligere fem coronasmittede patienter døde i Sverige. Dermed er i alt 5851 smittede personer døde i landet, siden pandemien brød ud.

Hidtil er lidt over 87.000 mennesker i alt bekræftet smittet i Sverige. Siden fredag er der konstateret 840 nye smittetilfælde.

Men i de seneste to måneder er der stort set ikke konstateret nogen nye smittetilfælde i den svenske ældreomsorg, sagde Tegnell søndag i et interview med fransk tv.

Plejehjem og ældreboliger var ellers hårdt ramt i begyndelsen af coronaudbruddet.

- Den høje dødelighed (i Sverige) hænger stærkt sammen med vore ældreboliger, der havde svagheder, sagde Tegnell og forklarede, at sygdommen dermed kunne spredes blandt de ældre.

- Vi ved fra alle lande, at hvis man får smitten ind disse steder, så får man en høj dødelighed, forklarede Tegnell til tv-stationen France 24 søndag.

/ritzau/TT