Nato-ambassadører fra Sverige og Finland har onsdag afleveret landenes ansøgninger om medlemskab i Nato.

Sverige og Finland har onsdag morgen officielt indgivet deres ansøgninger om medlemskab i forsvarsalliancen Nato.

Det er sket under en lille ceremoni ved Natos hovedkvarter i Bruxelles.

Ansøgningerne blev afleveret af de to landes Nato-ambassadører til alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg.

- Det her er en god dag i et kritisk øjeblik for vores sikkerhed, siger Jens Stoltenberg.

Han takker Sverige og Finland for ansøgningerne og siger, at de to lande er Natos tætte allierede og bidrager til at øge Natos sikkerhed.

- Jeg byder Sverige og Finlands ønske om at blive del af Nato varmt velkommen.

- Det her er et historisk skridt, siger Stoltenberg.

Ansøgninger blev underskrevet af udenrigsministre fra de to lande tirsdag.

De formelle beslutninger om at søge medlemskab er blevet taget de foregående dage.

I begge lande kom Nato-spørgsmålet hurtigt på den politiske dagsorden efter Ruslands invasion af Ukraine.

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), mener, at Sverige og Finlands ansøgninger er godt nyt for Danmark, Europa og Nato.

- Fra dansk side bakker vi helhjertet op om, at Finland og Sverige bliver en del af Nato. Vi vil i regeringen gøre alt for, at det sker så hurtigt som muligt.

- Det vil styrke Nato med nordisk samling, siger han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/