Yderligere 356 personer meldes coronasmittet i Sverige siden torsdag. Skåne melder om stigning i tilfælde.

Der er det forløbne døgn ikke registreret nogen døde i Sverige med covid-19, oplyser den svenske sundhedsstyrelse fredag.

Siden torsdag er yderligere 356 smittet med coronavirus.

Det bringer det samlede antal smittede, der er blevet testet, op på 82.323.

Sverige er fortsat et af de lande i Europa, der i forhold til befolkningens størrelse har haft flest døde med covid-19. Det samlede tal er 5763 døde.

Selv om kurven flader ud både med hensyn til døde og smittede, så er det ikke alle steder, der ser lige godt ud.

Lige på den anden side af Øresund - i Skåne - spores en negativ tendens.

Der er konstateret flere og flere smittede fra dag til dag fra 16 for en uge siden til senest 26 fredag.

Region Skåne skriver i en meddelelse, at tallene kan være en afspejling af en bedre smitteopsporing.

Men det kan også være udtryk for, at folk ikke længere er gode til at holde afstand eller er lige så gode til at begrænse deres kontanter til venner og andre mennesker, hedder det ifølge mediet SVT.

- Desværre har vi set nye tilfælde på flere plejehjem rundt om i Skåne i sidste uge. Det drejer sig formentlig ikke om så mange personer, men det er en bekymrende udvikling, hvis smitten kommer ind på plejehjem, siger lægen Mattias Waldeck fra Region Skåne.

Der bor knap 1,4 millioner mennesker i Skåne.

Store dele af Sverige har helt ind i sommeren været isoleret med rejseforbud i Norden på grund af de mange døde og smittede.

Men Skåne var en af de regioner, der først blev undtaget af Danmark, efter et faldende smittetryk. Det skete 9. juli.

I sidste uge var smittetrykket faldet så meget i det øvrige Sverige, at Danmark åbnede op for rejser til og fra alle svenske regioner.

/ritzau/