Coronavirussen er blevet grebet an på mange forskellige måder, og i Danmark er vi gået noget hårdere til den end nabolandet Sverige. Tidligere under corona så vi for eksempel, hvordan Mette Frederiksen lukkede skoler og flere erhverv ned.

En strategi, der falder den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, for brystet. Han tror nemlig ikke på, at et så omfattende lockdown er den rigtige metode.

»Jeg tror stadig, at vi i overvejende grad valgte den rigtige vej i Sverige,« siger Anders Tegnell til Politiken.

Han holder altså fast i den bløde tilgang, uden skolelukninger, grænselukninger, mundbind og tvangslukkede liberale erhverv, selvom dødstallene som følge af corona i Sverige er høje.

Og når Politiken spørger ham, om han nu et halvt år inde i corona stadig vil vælge den svenske model, er svaret ja. Samtidig afviser han, at den Danske model kunne være blevet brugt i Sverige.

Det skyldes, at Sverige - Ifølge Anders Tegnell - på den måde undgik en masse negative konsekvenser, som nedlukningen i Danmark har medført.

Anders Tegnell kaldet det et 'ekstremt forsigtighedsprincip', som Mette Frederiksen har styret efter.

Særligt fordi Mette Frederiksen ikke i alle sine beslutninger har lyttet til Sundhedsmyndighederne. Da hun den 11. marts lukkede landet ned - herunder uddannelser, skoler og institutioner - var det direkte mod Søren Brostrøms, sundhedsstyrelsens direktør, anbefaling.

I en mail til Sundhedsministeriet departementschef frarådte han netop en nedlukning af dette, fordi han ikke forventede, at børn vil bidrage til smittespredning i betydeligt omfang. Men Mette Frederiksen lukkede institutioner og skoler ned alligevel.

Og det var ifølge Anders Tegnell aldrig sket i Sverige. Her havde man ikke sat ekspertmyndighedernes anbefalingerne til side. Det vil være utænkeligt, mener Anders Tegnell.