Dødstal ventes at stige tirsdag, hvor tallene fra weekenden kommer ind, siger svensk statsepidemiolog.

Sverige har i det seneste døgn registreret otte døde blandt coronasmittede.

Det viser den svenske Folkhälsomyndighetens seneste opdatering.

Dermed har Sverige registreret i alt 4403 personer, som er døde med coronasmitte.

Det daglige tal for coronadødsfald i Sverige ventes at stige tirsdag, siger statsepidemiolog Anders Tegnell.

- Vi kommer med stor sandsynlighed til at se flere tilfælde i morgen, siger Anders Tegnell.

Det skyldes, at der ofte er et efterslæb i indrapporteringerne af dødsfald i weekenden.

Lørdag meldte de svenske myndigheder om nul dødsfald.

Foruden de otte døde er der i det seneste døgn registreret 272 nye smittetilfælde i Sverige. Samlet set har svenske myndigheder bekræftet næsten 38.000 tilfælde af coronasmitte, siden udbruddet begyndte.

Den positive udvikling, der har været i både Sverige og det øvrige Europa i antallet af smittetilfælde og døde, er bremset op, siger Anders Tegnell.

Muligvis kan det være en effekt af, at man tester flere, mener han.

Men på trods af, at nedgangen i antallet af smittede og døde er bremset, har Anders Tegnell en forhåbning om, at smittespredningen vil aftage i løbet af sommeren.

- Der er to faktorer, som vi ved har betydning. Dels sommervejret, som vi ved er godt, og som gør at virus dårligere kan overleve, siger han.

- Og dels er der, frem for alt i Stockholm, så tilpas mange, der er immune, og så falder virusspredningen ganske drastisk, siger han ifølge nyhedsbureauet TT.

Fredrik Sund, der er infektionschef ved Akademiska-sygehuset, advarer samtidig svenskerne mod at tro, at coronapandemien nu er overstået eller vil forsvinde med sommervarmen.

- Patienterne har brug for intensivbehandling præcis som før. Patienter dør præcis som før. Der er ingen aftrapning i sigte, skriver han i et indlæg på Facebook.

Han skriver videre, at han har en mistanke om, at dele af samfundet har glemt de forholdsregler om afstand og hygiejne, der stadig gælder.

- Jeg håber, at jeg tager fejl, lyder det fra Fredrik Sund.

/ritzau/